1) at beskrive / redegøre 2) at analyse / forklare 3) at vurdere / perspektivere
Oversat til arbejdet med historiske emner indebærer dette følgende:
I kronologisk orden at beskrive: hvad sker der - hvilke begivenheder, fænomener og personer som optræder i det historiske forløb.
Hvorfor finder begivenhederne sted - hvilke forklaringer gives der på de historiske begivenheder / fænomener. Hvilke forhold: økonomisk , politisk eller ideologiske anvendes som forklarings model. ( vedr. historiesynet / politisk holdninger mv)
Vurderingen handler om hvilke konsekvenser / følger som de historiske begivenheder tillægges .
Historiefagets store udfordring er, at det vi beskæftiger os med, den fortidige historiske begivenhed, er adskilt fra vores egen tid , og ofte også adskilt i rum, dvs. at begivenheden har fundet sted i andre lande, kulturer etc .
Det eneste der forbinder os til den historiske begivenhed, er de historiske kilder, eller andres tolkning og anvendelse af de historiske kilder.
Dette kan illustreres i nedenstående figur.
Det følger heraf at vores kollektive erindring om menneskets historie og vores forståelse af heraf vil afspejle hvilke kilder vi har til rådighed,
men også hvordan disse kilder tolkes og anvendes.
Ofte vil vi ikke have direkte adgang til kilderne, men alene basere vores historiske viden på andres anvendelse og tolkning af kilderne.
Det er klart at kildekritikken her bliver et centralt værktøj i arbejdet med fortidens begivenheder - historien. Kildekritikken handler om at kunne vurdere troværdighed, udsagnskraft og tendenser i de kilder vi anvender.
Det gælder hvad enten vi arbejder direkte med de historiske kilde eller med andres bearbejdelse heraf ( f.eks historiebogen)
Alle kilder som kan bruges til at 'genskabe' eller vise os dele af fortiden er således levn. De er skabt af fortidens mennesker og har overlevet tidens gang og kan i dag ses som konkrete beviser på handlinger og begivenheder i fortiden.
Historikerne vil dog oftest foretrække skriftlige kilder frem for 'stumme' kilder som f.eks. redskaber, bygninger m.v.
Dette skyldes ikke mindst, at det kun er gennem de skriftlige kilder, at vi har en mulighed for direkte at 'høre' hvordan man i samtiden opfattede en given situation eller hvordan mennesket opfattede sig selv og omverdenen.
De skriftlige kilder omfatter alle former for efterladte skrifter, som f.eks. breve, dagbøger, retsdokumenter, love, avisartikler, læserbreve, internetsider og andre historikeres fremstillinger.
De skriftlige kilder kan derfor læses som en direkte beretning fra fortiden til eftertiden.
Af samme grund er begrebet 'historisk tid' afgrænset til den periode hvorfra man har skriftlige kilder, mens tiden før de skriftlige kilder kaldes for oldtiden eller forhistorisk tid.
Også de skriftlige kilder kan betragtes som levn. De kan fortælle os om sprogets udvikling, skriveredskaber og kommunikationsmidler.
Men det er når vi bruger de skriftlige kilder som beretning, at fortiden direkte taler til os. En skriftlig kilde, hvad enten det er indskriften på runestenen, gamle lovtekster eller andre officielle dokumenter, dagbogsoptegnelser eller breve, så er der et levende menneske bag, som taler til os fra fortiden.
Man kan imidlertid ikke opdele de historiske kilder i levn og beretningner.
Spørgsmålet om LEVN eller BERETNING handler alene om hvordan vi bruger kilderne. Altså hvilke spørgsmål vi søger svar på i kilden.
En propagandaplakat fra Hitlers Tyskland eller Maos Kina er således begge levn, og dermed en del af en fortidig virkelighed.
Hvis vi bruger disse kilder som 'levn' kan de fortælle os om de politiske virkemidler man brugte i Hitlers Tyskland og i Maos Kina. De fortæller altså hvordan man fra officiel side søgte at promovere forskellige politiske budskaber. De fortæller om hvordan man i de to lande ønskede at fremstille 'virkeligheden'.
Hvis vi derimod bruger disse to billeder som 'beretninger', dvs. som et vidnesbyrd om henholdsvis jøderne i Tyskland eller landsbrugsproduktionen i Kina, så er sagen en ganske anden.
Det er her KILDEKRITIKKEN ( eller den sunde fornuft) skal tages i anvendelse.
I modsætning til de normative kilder er de deskriptive eller berettende kilder. Dvs. tekster som prøver at beskrive en samtidig virkelighed.
Alle beretninger fra fortiden må nødvendigvis læses med visse forbehold. Først og fremmest må man sikre sig at kildeteksen er ægte, at den faktisk stammer fra den tid og den person som den udgiver sig for.
Det er imidlertid ikke nok at den der beretter faktisk har været tilstede og overværet det der fortælles om. Vi ved alle at 'Alt afhænger af øjnene der ser'.
Det er derfor nødvendigt at stille en række grundlæggende spørgsmål til kilden og ikke mindst den person som har forfattet kilden, for på denne måde at forsøge at fastslå hvor repræsentativ eller troværdig den pågældende kilde er.
Man skal altså med andre ord prøve, at vurdere afsenderens evne, vilje og interesse i at fremstille en sag på en bestemt måde. Dette er målet for den historiske kildekritik - se nedenfor.
Det handler derimod om, hvorvidt en kilde er afhængig eller uafhængig af andre kendte kilder. En primær kilde, er en kilde som ikke bygger på andre af os kendte kilder og således kan betragtes som en uafhængig kilde. Den primære kilde vil være tættere på begivenheden end andre sekundære kilder
En sekundær kilde er derimod en kilde som helt eller delvist bygger på eller referer til, andre eksisterende primære kilder. Der er således tale om at kilden er afhængig af andre kilder.
Det er imidlertid vores spørgsmål til kilden som afgør om kilden er primær eller sekundær.
Et eksempel:
"Vil du vide hvad der foregik på et bestemt møde for 100 år siden er mødereferatet en primær kilde.
Det samme er et dagbogsnotat skrevet af én der ikke selv deltog på mødet, men har hørt hvad der skete gennem en kollega.
Senere beskriver en historiker hvad der foregik på mødet ud fra de oplysninger der findes i dagbogsnotatet og mødereferatet.
Historikerens tekst er baseret på en førstehåndsberetning (referatet) og en andenhåndsberetning (dagbogsnotatet).
Begge beretninger er primære kilder (nærmest begivenheden), mens historikerens tekst er en sekundær kilde (baseret på oplysningerne fra primære kilder)."
Kildekritikken er således ikke kun en disciplin som du skal anvende i historiefaget, men også i din hverdag i forhold til de mange informationer du udsættes for.
Den historiske kildekritik er derfor også traditionelt blevet omtalt som historisk metode, og som en særlig historisk faglig disciplin.
Under Hf-uddannelsen er kildekritik et vigtigt værktøj i stort set alle fag, men ikke mindst i jeres større skriftlige opgaver, som historieopgaven og SSO
Her forventes det ikke at I kan præstere en egentlig traditionel kildekritisk analyse, men nogle basale kildekritiske spørgsmål som I forventes at kunne besvare i forhold til de kilder i anvender.
Men der er god og dårlig anvendelse af kilder!
Adolf Hitlers bog 'Mein Kamf' er således en glimrende historisk kilde, hvis man vil vide hvilken opfattelse af jøderne som Hitler ønskede at fremme.
Hvis man derimod vil vide noget om jøderne og deres kultur , så er det ikke den kilde man skal bruge - måske snarere Biblen.
Den danske grundlov er ligeledes en glimrende kilde, hvis man vil vide på hvilke idealer, normer og værdier som vi opfatter som grundlæggende for det danske samfund, men ikke nødvendigvis hvis vi vil vide hvordan det danske samfund fungerer eller hvordan det borgere lever og trives.
Afgørende er altså hvilke spørgsmål vi stiller til kilderne og dermed hvordan vi bruger kilderne.